HVEM ER VI?
Rover Owners Club Danmark, som er startet i 1985, er kendetegnet ved at være en uformel klub. Vores arrangementer afholdes i en hyggelig atmosfære, hvor også koner og kærester deltager, så vi i fællesskab kan have glæde af vores køretøjer, som vi forsøger at holde i så original stand som muligt.
Der er plads til både tekniske diskussioner og til socialt samvær, når vi mødes til klubarrangementer rundt i landet, og til større arrangementer fælles med andre bilklubber i ind- og udland.
Rover klubben er for alle med interesse for de engelske Rover’s personbiler; Land Rover modellerne har deres egne klubber.
Den danske Rover-klub har omkring 130 medlemmer fordelt ligeligt mellem øst og vest, og bilerne omfatter alle modeller fra de tidligste – typisk fra 1930’erne – op til de nyeste som er fra 2005, hvor Rover Group desværre måtte lukke og slukke.
I klubben hjælper vi gerne hinanden med teknisk assistance, reservedele mv., og medlemmer er altid velkomne til at kontakte bestyrelsen telefonisk (bedst aften) eller via deres mail-adresser.
Vi viser gerne vores køretøjer frem på diverse træf og har gennem mange år udstillet på årets store bilmesse i marts i Fredericia.
Du kan hente mere information fra denne hjemmeside ligesom du kan melde dig ind via ’knapperne’ for forsiden.
Kontingentet er pt. DKK 400,- (fra sæson 2024/2025)
for et års medlemsskab, hvor du bl.a. modtager klubbladet
på ca. 40 sider 5 gange om året.
Du er altid velkommen til at kontakte bestyrelsen, hvis du ønsker uddybende
information om klubben og dens aktiviteter.