Forår i Nordsjælland - Roverklubben

Rover Logo
Rover Logo
Rover Owners Club Danmark
Rover Owners Club Denmark
Gå til indhold

Forår i Nordsjælland

Ture og træf
Forår i Nordsjælland
Marianne og Poul Bækgaard havde inviteret til forårskøretur i det Nordsjællandske med fremmøde ved Karlebo Kirke.
Invitationen var ikke alene gået til Rover-folket, men til ’alle’ de engelsk-kørende bilklubber vi jævnligt mødes med.
 
Succesen var hjemme med fremmøde af omkring 20 køretøjer af mærkerne: Sunbeam Tiger og en grøn ’camping’ Commer fra Rootes, Triumph T4, MGA og B, et pænt antal Morgan i flere udgaver inkl. den 3-hjulede, Austin Sprite og Healey 3000 – ikke at forglemme 2 x Rover P4 og 2 x Rover P6.
  
I kortege rullede vi så omkring 40-45 km frem til en P-plads ved Asserbo Slotsruin, hvor vi indledte med at nyde den medbragte frokost og derefter fik ’fri’ til at udveksle historier, besigtige resterne – ruinen – eller en mindre vandretur til nærliggende (tidligere) landsby Torup, der i dag er museumsområde. Til begge steder knytter der sig noget dansk historie (sidst i artiken).
  
Omkring ved 15-tiden rullede vi videre til Tisvildeleje Strand – den store parkeringsplads, hvor vi blev mødt af en tilsvarende samling store (moderne) motorcykler af varierende mærker. Så fik de også noget pænt at kikke på !
 
Vi var blevet lovet kaffe og kage og vi blev så sandelig heller ikke snydt. Efter kaffen og den fortsatte snak var der fri hjemkørsel.
 
Vejret var OK, kunne have været bedre men holdt da heldigvis tørt hele vejen ud og hjem. Fin tur med samling på tværs af klubberne.
  
Asserbo Kloster / Asserbo Slot:
 
Asserbo Slot – nu ruin – blev grundlagt i 1100-tallet af biskop Absalon som Asserbo Kloster, hvortil han inviterede nogle franske munke fra karteuserordenen til at bebo det fra omkring 1163. Klostret overgik senere til cistercienserordenen og forskellige adelsfamilier for at ende som krongods i 1560. Hele området i Nordsjælland blev ramt af en kraftig sandflugt i 1500-1600-tallet og slottet blev forladt i begyndelsen af 1700-tallet. Slottet blev udgravet tilbage i 1849 og resterne forsøgt bevaret og voldanlægget blev genskabt i1972.
 
Den tilsandede landsby Torup:
  
Resterne af landsbyen ligger i Tisvilde Hegn, hvor den for 400 år siden blev dækket af et meter tykt lag flyvesand. Næsten som Pompei er resterne særdeles velbevarede. Landsbyen bestod af 18 gårde tilbage i 1560, hvor kong Frederik II overtog hovedgården Asserbo og dermed også landsbyen Torup. Men allerede efter få år efter begyndte sandflugten og dermed fraflytningen, Jordene og dermed levebrødet for bønderne blev ødelagt; sandet havde taget over i år 1600 og ligger nu i et 1 – 1½ meter tykt lag over gårdene, som gennem årene er blev udgravet i større eller mindre omfang.
  
Kilde: Museum Nordsjælland
 
Tilbage til indhold